Medlemsinformation #10 -VIGTIG INFO

Kære medlemmer,

Bestyrelsen henviser til nyhedsbrev udsendt i juni omkring overdragelse af alle etaper.

Bestyrelsen kan konstatere, at vi ikke har hørt lige så hurtigt og præcist fra Hedensted Kommune og Just Kristensen som vi har ønsket, men der skulle nu være noget officielt på vej.

Generelt for området – fra Planafdelingen Hedensted Kommune – gældende for alle etaper.

Bestyrelsen har modtaget udkast til brev der bliver sendt ud til alle i løbet af de kommende uger. Heraf fremgår følgende;

”Det fremgår af de pågældende lokalplanerne (1104 & 1142), at boligvejenes rabatter skal fremtræde med græs eller græsarmering, trug, regnbede med videre. Indkørslerne må efter kommunens regelsæt generelt være maksimalt 5.5 meter brede. Det kan konstateres, at der flere steder i området er etableret bredere indkørsler end tilladt og at rabatten i et vist omfang er indrettet anderledes end lokalplanernes bestemmelser. Forvaltningen agter at håndhæve lokalplanernes bestemmelser på området og henstiller til, at indkørslerne maksimalt belægges i 5.5 meters bredde og rabatterne i øvrigt indrettes som beskrevet i henholdsvis lokalplan nr. 1104 og nr. 1142. Henstillingen gælder også fjernelse af højbede, hækplanter og lignende mellem skel og vejbanen.”

Link til lokalplaner, på Grundejerforeningens hjemmeside
https://gf-lilledalbybakker.dk/dokumenter/

I udkastet fra Hedensted Kommune er der p.t. ikke angivet en deadline for hvornår forholdene skal være bragt i orden, men vi er blevet adviseret, at der vil komme en forholdsvis kort deadline – måske omkring den 1. september 2023.

Vigtig information vedr. fortolkning af lokalplaner

Bestyrelsen har ikke mulighed for at give nærmere vejledning til de enkelte grundejere omkring fortolkning af lokalplaner. Det er alene Hedensted Kommune der har myndighed til dette, hvorfor ethvert spørgsmål vedr. lokalplanerne og fortolkning heraf alene kan rettes til kommunen.

Specielt for Etape 3 – Lille Dalby Ager

Just Kristensen har mundtligt givet tilsagn om, at færdiggørelsen af etape 3 vil gå i gang den 14. august 2023. Just Kristensen har mundtligt angivet, at han har en forventning om, at alle fællesarealer på etape 3 er ryddet denne dato, så det er muligt for entreprenøren at gå i gang.

Baseret på erfaringerne fra færdiggørelse af etape 1 – vil dette medføre

  • Bredden på den asfaltbelagte vej reduceres, og der graves ud til henholdsvis fortov med græsarmering og vejtrug.
  • I den ene side af vejen (den hvor der i dag en lille ”asfaltpukkel”) etableres vejtrug lagt i cement.
  • Indkørsler der p.t. er etableret helt ud til asfaltvejen, skal have taget noget af den lagte indkørsel op, idet den samlede vej incl. Vejtrug og fortov bliver bredere end den nuværende vej.
  • I forbindelse med etablering af fortov og vejtrug, vil der komme perioder på 1-4 dage hvor den enkelte grundejer ikke kan køre ind på sin grund.
  • Det påhviler den enkelte grundejer selv, at reetablere indkørsel, så den passer i længde og højde til det nye græsarmeringsfortov.
  • Der skal lægges et slidlag asfalt på. I den forbindelse skal det forventes at vejen bliver helt lukket for trafik i en periode på 2-3 dage(hvis vejret ikke driller). I den tid skal I forvente at skulle have fællesparkering – muligvis på parkeringspladsen der blev brugt til byggeudstilling.
  • Såfremt der er udført beplantning mv. på fællesarealerne, skal I forvente, at de skal fjernes og der bliver etableret græs. Det samme hvis fællesareal er udlagt med alt andet end græs.
  • Færdiggørelsen af etapen vil helt sikkert give gener for den enkelte grundejer. Det er erfaringen fra Etape 1, at entreprenøren er opmærksom på dette og forsøger at reducere og afhjælpe gener så meget som muligt. Det er ligeledes erfaringen fra etape 1, at entreprenøren er til at tale med. Bestyrelsen vil derfor opfordre til, at hver grundejer taler med entreprenøren, når der opstår problemer. Entreprenøren skal udføre sit arbejde, det vil give gener – og det hjælper ikke nogen at begynde en mail-, telefon- og facebook krig.

Specielt for Etape 2 & 4

Hedensted Kommune har mundtligt tilkendegivet, at det er målet, at der inden udgangen af oktober 2023 er etableret slidlag på etaperne ligesom græsarmeringsfortov mm bliver rettet op. Det er fortsat Hedensted Kommunes intention, at områderne bliver klargjort til endelig aflevering til Grundejerforeningen i 2023.

I forbindelse med etablering af slidlag mm, skal grundejerne på etape 2 & 4 forvente gener i mindre omfang tilsvarende generne beskrevet for grundejerne i etape 3.

Afsluttende bemærkninger

Bestyrelsen anerkender, at ovenstående information ikke er en fuldkommen konkretiseret ”spiseseddel” til hver enkelt grundejer. Vi har dog valgt at gå ud med så meget information som overhovedet muligt, idet vi kan se, at der er nogen forholdsvis korte deadlines at forholde sig til.

Med solrige feriehilsner,

Bestyrelsen

Grundejerforeningen Lille Dalby Bakker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *