Jul og nytårs opdatering fra bestyrelsen
Kære medlemmer,
Vi nærmer os julen og dermed slutningen på 2025 men hvad er der egentligt sket siden sidst? Nyhedsbrevet ligger også på vores hjemmeside – gf-lilledalbybakker.dk
Vejbelysning
Vi har fået intelligent vejbelysning – alt er indstillet og burde virke som det skal – hvis der er problemer eller spørgsmål bedes I kontakte bestyrelsen.
Så laver vi en samlet henvendelse til Hedensted Kommune.
Snerydning og saltning
Ny aftale omkring snerydning og saltning. Vi har indgået en ny aftale med Elsborg Service som nu også står for hvid-vedligehold. Vores mål er at ramme en standard der ligger mellem første års mangelfulde service og sidste års meget omfangsrige rydning.
Kontakt bestyrelsen hvis I opdager fejl, mangler eller områder der kan forbedres.
Legepladsen
Legepladsen bliver brugt flittigt og der er lavet forbedringer af græsarealer og ekstra hæk. Til foråret kigges der igen på diverse beplantninger og det midlertidige hegn kan forhåbentlig fjernes.
1 års inspektion er gennemført og bestået med mindre kommentar omkring mængden af sand ved rutsjebanen som nu fordeles med jævne mellemrum for at sikre korrekt afstand mellem rutsjebanen og underlaget.
Hjertestarter
Hjertestarteren ved børnehaven er nu langt om længe synlig i hjerteløber-appen.
Hjertestarter ved legepladsen etableres snarest ved kommende busstoppested med elforsyning fra kommunen.
Etaper
Etape 2 og 4 er nu fuldt ud overdraget fra kommunen til grundejerforeningen.
Etape 1 og 3 gennemgang og færdiggørelse af mangler forventes afsluttet i foråret 2026.
Etape 3 – der er afsat placering af vejtræer, som Just Kristensen mundtligt har lovet bliver plantet i løbet af december 2025.
Hjørnesten
Vi oplever desværre at der er tendens til lidt for høj fart på vejene og der ofte skæres hjørner ind over både græsarmering og græsset – vi har derfor valgt at opsætte store sten på de berørte hjørner. Vi tester i første omgang dette på etape 2, før der eventuelt udbredes til de resterende etaper.
Genforhandlinger
Genforhandling af grøn-vedligehold planlagt – udbuddet forventes igangsat inden foråret 2026.
Fællesarealer
Der ses en tendens til, at fællesarealer bliver anvendt til trailerparkering, opmagasinering, fodboldbaner mv.
Bestyrelsen vil derfor endnu engang gøre opmærksom på, at fællesarealerne ikke skal benyttes til permanent parkering, affaldsplads og opmagasinering.
Dette såvel af hensyn til naboerne og hvad de skal kigge på, som Grundejerforeningens mulighed for vedligehold af arealerne.
Såfremt man har et byggeprojekt / haveprojekt eller lignende, er der naturligvis intet problem at anvende fællesarealet til midlertidig opmagasinering.
Dog har Grundejerforeningen og naboerne en forventning om, at fællesarealer reetableres til ryddelig tilstand med græs, indenfor en forholdsvis kort tidsgrænse.
Glædelig jul og godt nytår fra os alle i bestyrelsen
Tak for endnu et spændende og konstruktivt år.
De varmeste hilsner,
Bestyrelsen
Grundejerforeningen Lille Dalby Bakker